Homoseksualitet

Casestories – historier, der kunne have fundet sted.

Nivi er 14 og dybt forelsket i sin bedste veninde. Hun tør ikke give udtryk for sine følelser. Hvad vil veninden sige? Hvad vil de andre i klassen sige? Hvornår begynder de hadefulde smsser at cirkulere, når de finder ud af, hvad hun er?

Saamu stiller op til menighedsrådet, han har et godt liv med et arbejde og en dejlig kæreste, som gerne vil have barn med ham. Han synes dog, det kan vente lidt endnu. Hvorfor? – fordi han samtidig lever et hemmeligt liv som bøsse. Han er ved at blive revet i stykker indvendigt og han er dødsens ræd for at nogen opdager, hvem han virkelig er. Hvad skal Saamu gøre?

Mange tror, at når man er kristen, kan man ikke være bøsse eller lesbisk – for der står jo i Bibelen at det er forkert. Det er en af årsagerne til, at i USA, er en af de store faktorer bag teen-age selvmord netop homoseksualitet, fordi det er så tabubelagt – sørgeligt nok.

I Gammel Testamente fordømmes, ”når mænd ligger med mænd” af den simple grund, at Gud havde lovet jøderne det forjættede land til deres efterkommere. Intet af den mandlige sæd måtte gå til spilde. Vi har en overbefolket verden, prævention er almindelig anerkendt og brugt – den gammeltestamentlige begrundelse for at fordømme bøssesex eksisterer ikke mere.

I Ny Testamente fordømmer Jesus ikke homoseksualitet en eneste gang, men antyder at der er nogen, der ikke er egnede til ægteskab. På Ny Testamentes tid blev homoseksualitet ikke forbundet med romantiske kærlighedsforhold men snarere vilde udskejelser i forbindelse med afgudsdyrkelse. Mænd brugte deres slaver eller købte sig til trækkerdrenge. Når Paulus i 1 Korinterbrev kap. 6 vers 10 fordømmer ”mænd der ligger med mænd,” så er mænd i begge tilfælde oversat fra to forskellige græske ord, der antyder et skævt forhold med to roller – mest sandsynligt en mand og en trækkerdreng.

Et homoseksuelt kærlighedsforhold fordømmes ikke i Bibelen – hvordan kan vi så vide, om det er forkert? Vi kan prøve det på – det dobbelte kærlighedsbud:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.”

Jesus siger, intet andet bud er større end disse. Hvis du undertrykker din homoseksualitet, undertrykker du en dyb vigtig del af din personlighed, faktisk begår du en synd, for der står, du skal elske dig selv! Hvis du fordømmer andre, fordi de er homoseksuelle, begår du også en synd imod næstekærlighedsbudet.

Er du homoseksuel og bange for at sige det til nogen, eller møder du latterliggørelse eller fordømmelse, er du meget velkommen til at kontakte os. Her vil du møde accept og forståelse. . Husk, du kan være helt anonym, chatpræsten har tavshedspligt, og alt, hvad du skriver, slettes efter samtalen.

Bøn

Kære Gud

Jeg er, som du har skabt mig, og jeg ved, du elsker mig, som jeg er.

Giv mig selvtillid, at jeg kan elske mig på samme måde, som du gør, og være stolt af mig selv og stå ved, den jeg er.

Vær mig nær, når uvidende mennesker sårer og ser ned på mig.

Hjælp mig til at møde had med kærlighed, men giv mig også mod til aldrig at fornægte mig selv.

Tak for din kærlighed, der aldrig hører op.

Amen